Vi står lige foran kirkens største højtid. Påsken.
Begivenhederne omkring påske er fra Guds side timet og tilrettelagt på en helt fantastisk måde, så Jesus på én gang bliver en fuldbyrdelse af jødernes påskelam, der skulle slagtes d. 14. i måneden Nissan og vores frelser ved at han led en stedfortrædende død for dig og mig på Golgata kors. Jeg vil i det følgende gennemgå påskens begivenheder i rækkefølge. Påsken blev indstiftet som en fejring af israelitternes udfrielse fra 400 års fangenskab i Ægypten. Gud havde tilrettelagt en plan for udfrielsen, hvorved han samtidig holdt dom over Ægypten og alle deres guder samt over farao. Israelitterne fik besked på at tage et årgammelt lydefrit handyr af fårene eller gederne på den 10. dag i den første måned. På den 14. dag skulle dette lam slagtes inden solnedgang, og blodet fra lammet skulle smøres på yderdørenes overligger og dørstolper, som et tegn for dødsengelen, som i denne nat ville gå igennem Ægypten og slå alle førstefødte ihjel. Når dødsenglen så blodet, ville han gå forbi(ordet påskes betydning) og ikke slå den førstefødte i det hus ihjel. Påsmørelsen af blodet var en troshandling fra israelitternes side som de handlede på. Lige siden udfrielsen fra Ægypten har israelitterne fejret påsken. Da Jesus indtræder i denne verden, bliver han det slagtede lam, hvis blod frelser mennesker og sparer os fra en evig død og en evig adskillelse fra Gud. Johannes Døber peger allerede ved starten af Jesu offentlige tjeneste på dette. Joh. 1: 35. Næste dag stod Johannes der igen med to af sine disciple. v36 Han ser Jesus komme gående og siger: »Se, dér er Guds lam.« Gud har i Gammel testamente forordnet det sådan, at jøderne skulle fejre 7 årlige fester.
- Påske
- De usyredebrøds fest.
- Førstefrugts festen.
- Pinsen.
- Trompetfesten.
- Den Store Forsoningsdag
- Løvhyttefesten.
Jesus opfylder med sin tilstedeværelse alle 7 fester. De første 4 ved hans første komme for 2000 år siden. De sidste 3 ved sin genkomst. Da Jesus ridder ind i Jerusalem Palmesøndag, sker det som det udvalgte påskelam, som skulle være et lydefrit handyr. Jesus var syndfri og bliver hermed præsenteret d. 10. i måneden Nissan, som det lam der skulle slagtes 4 dage efter d. 14. i måneden Nissan. Det bringer os til en korsfæstelse torsdag i stedet for fredag. Det er også det eneste der kan opfylde Jesu eget udsagn i Mattæus evangeliet, hvor han siger: Mat. 12v40 For som Jonas var i bugen på havdyret i tre dage og tre nætter, sådan skal Menneskesønnen være i jordens skød i tre dage og tre nætter. Jesus bliver korsfæstet ved den tredje time efter jødisk dagsrytme(Solopgang til solnedgang) og dør ved den niende time. Han bliver lagt i graven d. 14. Nissan lige før solnedgang, for ikke at ramme ind i den store sabbats fejring og de usyredebrødsfest d. 15. Nissan. Indstiftelsen af nadveren finder derfor også sted d. 14. Nissan, men om aftenen(onsdag aften). Jødernes dag går fra solnedgang til solnedgang dagen efter). Han bliver i løbet af natten ført i forhør hos Pilatus og Herodes og bliver korsfæstet om formiddagen d. 14. Nissan. Efter 3. dage (torsdag, fredag, lørdag) og 3. nætter(natten til fredag, natten til lørdag og natten til søndag) i graven, står Jesus op fra de døde ved daggry den første dag i ugen. Joh. 20v1 Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magdalene ud til graven, og hun så, at stenen var flyttet fra graven. Mat. 28v1 Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. v2 Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. v3 Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. v4 De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. v5 Men englen sagde til kvinderne: »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. v6 Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Jesu død og opstandelse er Guds tilbud til os mennesker om forsoning med Gud. Jesus gik i døden efter Guds beredte plan for at tage straffen for vor synd mod Gud på sig og dermed tilfredsstille Guds retfærdigheds krav. Jesus var fuldkommen syndfri og fuldkommen retfærdig. Jeg får fred med Gud ved i tro at acceptere, at Jesus døde i mit sted, og jeg går fri. Takke ham for det, og fortsætte et liv med Jesus som Herre og Mester. Gud rækker gennem Jesus sin hånd ud til dig i denne påske og spørger dig, om du vil tage imod. God påske!